Frederiksgade

I dag faldt sneen nervøst og famlende og landede

tilfældigt som vores møde. Du sagde at tiden stod stille et øjeblik, og det godtager jeg, hvorfor skulle mit hjerte ellers gå i stå.

Du taler om at rejse, du vil gerne rejse væk, og jeg ved du gør det. Jeg kører min pegefinger rundt i kanten af det bord vi sidder ved, og tænker at jeg bare vil være her. Jeg vil være her så meget at tiden næsten går baglæns.

Jeg fortæller om min opgave og om et job jeg måske søger, og en film jeg måske vil lave, og det går op for mig, at dette er mit liv. Jeg kigger på dig og forsøger at smile alvoren væk fra mine øjne. Lidt efter går vi ud af caféen, det er holdt op med at sne

.